Med våldtäkt som vapen!
De kristna var inte snälla, hot, tvång, mord och förstörelse av hedniska kultföremål och byggnader var Vite Krists vapen. Men också lögner och förtal. Tyvärr finns det nog en och annan hedning som tror på de kristnas lögner.
Asynjan Rind och Oden har de ljugits mycket om. Efter Balders död anser sig gudarna att mordet ska hämnas. Men då mördaren är Balders bror Höder så uppkommer problemet med vem som ska verkställa straffet. Problemet löser man genom att Oden skaffar en son med Rind. Denne son blir Balders hämnare. De andra gudarna kan och får inte bära hand på Höder då han är deras vän och släkting. Men man försöker frångå detta genom att Oden skaffar en son med en kvinna som inte är släkt vare sig genom blod eller ingifte med de andra gudarna. Oden får en son med Rind. Sonens namn blir Vale. Höder dräps av Vale och ordningen är återställd. Vale blir sedan en av de få asar som överlever ragnarök.
Den danske prästen Saxo Grammaticus skrev ner Danskarnas historia från forntiden till och med 1185 ayps. Men Saxo var en from kristen vilket de facto betyder en dålig människa. Han framställer medvetet de hedniska gudamakterna i mycket dålig dager. Snorre Sturlasson skrev ungefär samtidigt om den förkristna religionen men var inte lika tendentiös som sin danske författarkollega.
Hos Saxo skaffar sig Oden barn med Rind dotter till rysskonungen. Vi hämtar följande från Saxo Grammaticus Gesta Danorum. Översatt från latinet till danska:
”Odin søgte nu, uagtet han ansaas for den øverste Gud, til Spaamænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at faa at vide, hvorledes han skulde tage, Hævn for sin Søn; thi saadan en ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde: ham da, at han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det, trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin Krigsøverste, og med den Hær, han fik at raade over, vandt han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev han ganske alene Fjendernes Fylking paa Flugt og vendte tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige Nederlag, men ogsaa som den, der havde anrettet det. Alle undrede sig over, at én Mands Kræfter havde været nok til at vinde saa stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende paa den Fortjeneste, han saaledes havde indlagt sig, hemmelig aabenbarede Kongen sin Elskov, tog denne med den største Velvilje imod hans Bejlen, men da han saa, glad herover, bad Pigen om et Kys, gav hun ham en Kindhest i Steden.
Hverken den Spot eller den Skade, denne Forsmædelse havde bragt over ham, fik ham imidlertid til at opgive sit Forehavende. Aaret efter kom han nemlig, eftersom han ikke med Skam vilde opgive, hvad han til al begynde med havde været saa opsat paa, tilbage til Kongsgaarden i en ande Dragt. De han traf paa, skulde nu have ondt ved at kjende ham igjen, thi sine virkelige Ansigtstræk havde han udvisket med Smuds, og han havde dækket sin gamle Skikkelse med et Lag af Uhumskhed. Han kaldte sig Rost og sagde, at han var dreven i Smedehaandværket, og ved at smede adskillige Ting i Kobber med stor Kunstfærdighed lagde han i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at Kongen gav ham en Mængde Guld og bød ham gjøre Kvindesmykker deraf. Han smedede da alskens Smykker, og saa forærede han Pigen et Armbaand, der var endnu kunstfærdigere gjort end alt det andet, og nogle lige saa herlige Ringe. Men Lede lader sig ikke overvinde, hvor megen Umag man end gjør sig derfor; da han bad Rind om et Kys, fik han en Næsestyver; thi Gaver agtes kun ringe, naar den, som giver dem, er ilde lidt; kjærkomment er kun, hvad der rækkes af Vennehaand, saa hvad Gaven er værd for den, der faar den, kommer for det meste an paa, hvem Giveren er. Den stivsindede Pige tvivlede ikke om, at den gamle havde en Ræv bag Øret og ved sin foregivne Gavmildhed kun vilde opnaa at faa sin Lyst styret, saa hun maa have været lige saa skarpsindig som ubøjelig, eftersom hun opdagede, at der laa Svig bag hans Venlighed, og at hans Gavmildhed dækkede over uhøviske Lyster. Hendes Fader gav hende mange onde Ord, fordi hun ikke vilde tage ham til Mand, men hun, som kun med Afsky kunde tænke paa at gifte sig med en Gamling, sagde, at Piger ikke burde forhaste sig med at tage en Mand i Favn, saa længe de var unge, og gav saaledes sin Ungdom til Paaskud for sin Uvilje imod dette Giftermaal.
Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at naa sit Maal mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive saa forsmædelig afvist. Han paatog sig atter en ny Skikkelse og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men ogsaa Lyst til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til. De, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formaaede saaledes med Lethed at paatage sig forskjellige Skikkelser og give sig ud for hvad det skulde være. De kunde foruden deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste Prøver paa sin Kunst ved frejdig at give sig i Dyst ridt med de dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde tage et Kys fra hende, gav hun ham saadant et Puf, at han gik forover og slog Hagen i Jorden; men saa rørte han strax ved hende med et Stykke Bark, hvorpaa der var ristet Tryllevers, og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe Hævn for den Forsmædelse, hun nu saa mange Gange havde tilføjet ham, lod han sig nøje.
Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro, han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Haab; han klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for fjerde Gang. Kongen tog ham i Sin Tjeneste, og han viste sig ikke blot som et flittigt Tyende, men var ogsaa noget raa af sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig ud for at forstaa sig paa Lægekunsten og gav ogsaa de største Prøver paa sin Dygtighed deri. Omsider fik han Tjeneste i Dronningens Fruerstue som Prinsessens Terne og blev sat til at to hendes Fødder om Aftenen, saa han havde Lejlighed til at klappe hende baade paa Lægge og Laar. Og eftersom Lykken er omskiftelig, skjænkede Tilfældet ham nu, hvad han ikke havde kunnet opnaa ved List. Det hændte nemlig, at Pigen blev syg og maatte søge Lægehjælp, og for at komme sig maatte hun kalde den til Hjælp, som hun havde vraget, og lade sig frelse af den, hun bestandig havde baaret Afsky for. Efter at han paa det nøjeste havde undersøgt Sygdommens Kjendetegn, foreskrev han hende en Lægedrik, for at hun saa hurtig som muligt kunde faa Bugt med den, men den var saa besk, sagde han, at hun ikke vilde kunne gaa den Kur igjennem, hvis hun ikke lod sig binde, thi det gjaldt om at drive Sygdomsstoffet ud af hende, og det sad dybt inde. Da hendes Fader hørte det, bød han strax, at Pigen skulde bindes i sin Seng og taalmodig finde sig i alt, hvad Lægen gjorde ved hende; han lod sig nemlig narre af Kvindedragten, som den gamle betjente sig af til at skjule sin haardnakkede Snedighed med. Saalunde fik Odin Lejlighed til at sætte sin Vilje igjennem med hende, thi da han saa’ sit Snit, lod han Lægedom være Lægedom og styrede sin Lyst, førend han tænkte paa at jage Feberen paa Flugt, idet han benyttede sig af hendes Svaghed, eftersom han af Erfaring vidste, at naar hun var rask, kunde han ingen Vegne komme med hende. Jeg maa dog hertil uden Fortrydelse bemærke, at der er to Meninger om den Ting; thi somme sige, at da Kongen saa’, hvor Lægen led af Elskov, og at han ingen Vegne kom til Trods for alle de Anstrængelser, han gjorde sig baade legemlig og aandelig, syntes han, at han ikke burde narres for sin vel fortjente Løn, og gav ham Lov til hemmelig at favne Pigen. Saa vidt kan en Faders Ukjærlighed over for sit Afkom gaa, naar Vreden faar Bugt med den naturlige Mildhed. Da Datteren siden gjorde Barsel, skammede han sig da ogsaa og fortrød sin Vildfarelse.”
De andra gudarna ska efter detta tagit avstånd från Oden. Oden ska sedan efter en hel del vedermödor lyckats återfå sin position som allafader.
Men hos Snorre finns ingen våldtäkt med. Ingen våldtäkt finns med alls. Den mycket omständiga berättelsen hos Saxo saknas helt hos Snorre. I den äldre eddan nämns Rind i två dikter Balders drömmar och Sången om Hyndla. Men inget sexuellt våld finns med där. I en dikt, närmare bestämt Groas galdrar finns dock denna rad med. Groa lär ut trollsånger till sin son och Groa säger:
Modern sade:
»Jag sjunger dig den första,
som man fördelaktig säger
– den sjöng Rane för Rind –
att från axeln du skjuter,
vad dig elakt tyckes.
Led du själv dig själv!
Rane är ett annat namn för Oden. Om Oden behövt ”övertala” Rind så verkar det ha skett med trolldom. Men en och annan jordisk man har ju försökt tjusa flickor med musik och sång…
Även skalden Kormak Ögmundarson som levde omkring 935-970 skaldade: ”Ygg Rind med Sejd vann”. Ygg är ett av Odens många namn.
Man ska heller inte glömma att Saxo påstår att de asarna var verkliga människor som levt i en fjärran tid. Han förlägger asarnas vistelse till jorden. Snorre skriver förvisso en del saker i samma riktning. Men det kan ha varit ett sätt att kringgå misstankar om att ha blivit hedning. I eddorna finns ingenting som tyder på att Rind ska ha varit en jordisk kungadotter. Många hedningar i äldre tider gjorde anspråk på att vara släkt med gudarna. Men dessa förbindelser mellan gudar och jordiska kvinnor gjorde inte ättlingarna till gudar. Om Rind var en jordisk kvinna hade henens son inte fått status som gud.
Vad Rind har för ursprung vet vi inte med säkerhet. Hon kan härstamma från asarnas krets, men det syns inte troligt då ingen av asarna ser sig kunna hämnas mordet. Kanske härstammar hon från vanernas eller alvernas släkte. Fadern syns heta Billing och tros vara en ljusalv. Troligen är det bland alvernas släkte Rind hör hemma. Rind syns också ha varit en kultgudinna. Vrinnevi i Östergötland ska varit uppkallad efter Rind. Vrindar-vi, Rinds vi.
Inte är det otroligt att hon är av jättesläkt. Att hon är en jordisk kungadotter kan vi avfärda. Likaså kan vi avfärda Saxos våldtäkts historia.
Dessvärre så verkar en del hedningar tro på Saxo. Man kan hitta information både i tryckta källor samt förstås på nätet där det bland annat påstås att ” Den som blivit våldtagen kan åkalla Rind.” Men Rind har ju inte blivit tagen med våld. Rinds viktigaste funktion i den nordiska religionen är att hon blir mor till hämnaren Vale.
Slutsats: Saxo hittade på en våldtäktshistoria för att svärta ner den förkristna religionens gudamakter. Saxo använde lögnen som vapen i kristendomens namn, med våldtäkt som vapen svärtade han ner våra fäders gudamakter.
