Den danska gudinnan
Gefjon
Det är nog inte för mycket sagt att säga att Gefjon är Danmarks gudinna. Gefjon är ju den gudinna som enligt sägnen plöjde fram Själland ur det som nu är Mälaren. Lite snöpligt för oss svenskar är det får man väl ändå säga. Vidare så är Gefjon gift med Skjold. Denne Skjold är enligt sägen den förste danske kungen och son till ingen mindre än Oden. Som de danska kungarnas anmoder kan hon gott representera det danska folket och det land som heter Danmark. Plogen är gudinnans symbol, det är en bra symbol för Danmark blev tidigt ett jordbruksland. Så bra att det är mer åker än skog än i denna dag.
Freja är den gudinna som nämns i den danska nationalsången. Hon är ju syster till Gefjon, men författaren till den danska nationalsången Oehlenschläger skrev faktiskt en hyllningsdikt till Skjolds maka och den återger vi här, på originalspråk förstås.
Bragis Sang om Gefion
Da Asaskokke
I tætte Flokke
Fra Østen rede,
Med Sværd af Skede,
Giennem tykke Skove,
Over sølvblaa Vove,
Over steile Bierge;
Da blanken Værge
Veien dem baned,
Og da de raned
Jetterne Livet; –
Da rank som Sivet
Gik Gefion silde
Ved Sveakilde,
Hvor Jettehuset
Ved Flodegruset
Af Biælker sig hæved;
Hvor Gylfe kræved
Skatten af Landet,
Saavidt som Vandet
Biergsletterne fugter
I Tvillingbugter.
Med Gyldenkrone,
Ved Harpens Tone,
Drotten for Helte
Lytted til Sangen,
Med Skiæg til Belte.
Og Harpeklangen
Indlokte Disen
At høre Visen.
Men Gylfes Sønner
Paa Skiønhed skiønner:
De saae Gudinden
Saa let som Hinden
I Sal at træde;
De sprang fra Sæde,
Velkommen bøde
Den Rosenrøde,
Den Liliehvide,
Men lidet Blide.
De saae den Høie
Med deiligt Øie
I Hal at stirre;
Det mon forvirre
Dem Sind og Sandser;
Og under Pandser
Slog Hiertet smeltet;
Som før kun hørte,
Naar Vreden førte
Dem Sværd fra Beltet.
Da endt var Sangen
Og Harpeklangen,
Sig Gefion reiste.
Og Halsen kneiste
Efter stolten Vane,
Som naar en Svane
Sit Hoved hæver,
Mens Vandet bæver
Af Vellystglæder,
Fordi det væder
Hvidbarmen fyldig,
Der ligegyldig
Paa Voven flyder.
Saa Gefions Dyder
Nu Gylfes Sønner
Med Ild beundre;
Og Skioldene dundre
Til hendes Ære.
Men stolt hun lønner
Al deres Tragten
Kun med Foragten.
»Farvel, I Jetter!
Miødhornet sætter
Jeg her for Munden
Til Afskedstegnet.
Jeg gaaer i Lunden,
Hvor det har regnet,
Mig Blomster at plukke
Og høre klukke
I Foraarsdalen
Nattergalen.
Og naar nu atter
Sig Maanen viser,
Er Østens Datter
Hos sine Diser.«
Gefion du Ranke,
Bliv her, at sanke
Blomster hver Sommer,
Naar Droslen kommer.
Ei du forlade
Det svenske Stade!
Hvis bort du iler,
Ei længer Glæder
Til Biergekiæder
I Svithiod smiler.
»Ja — vil I Skoven
I Sølvervoven
Mig selv udtrække?
Saa skal jeg dække
Med Blomster Landet.
Men midt i Vandet
Maa Øen kneise;
Hvis ikke reise
Jeg skal imorgen
Fra Jetteborgen.«
Hvis ei du vil ile,
Men lidt kun smile
Til Jettesønner,
Da Elskov lønner
Med hvad dig lyster,
O Freyas Syster!
Vælg selv den bedste
Plet kun af Landet!
Og ud i Vandet
Som Ægirs Heste
Vi Øen drager,
Hvor du behager.
Saa tog hun Ploven
Med Ædilstene,
Og pløied Skoven
Med Træer og Grene
Og Bakkerne bratte.
Hun Klinten satte
Mod Syd, at bryde
De Bølger som syde;
Og efter i Vandet
Flyvesandet
Som Slæbet fulgte.
Ei Gefion dulgte
Sin Fryd i Havet.
En Viig hun graved
Til Held for Nord,
Og kaldte saa Vigen
Issefiord.
De Kæmper blide,
Som Ørne hvide,
I Gefionsaaget
Karbunkelbroget,
Uddroge Øen
Fra Field i Søen.
Det bedste Stykke,
O hvilken Lykke!
Af Fastlandskoven
Staaer nu i Voven.
Og senest Alder
Det Siølund kalder.
Thi Sø med Lunden
Er huldt forbunden.
En Pragt for Jorden!
Et Syd i Norden.
Men Svælget fyldtes
Med Vand, som forgyldtes
Af Morgenluen.
Nu Himmelbuen
I Bølgen sig speiler.
Nu Baaden seiler
Hvor Karmen kiørte;
Og hvor man hørte
Bladene hviske,
Der svømme Fiske.
Sort Venneren syder,
Og Tangen sig skyder
Med Muld i Søen,
Lig Bugten i Øen.
Hil Gefion Dise!
Dig lød min Vise.
Din Skiønhed lønnes,
Din Magt har vundet:
Thi Siølund grønnes
Ved Øresundet!
